I det seneste halve år er det gået op for mange universitetsadministratorer, at det kan være en kostbar forretning at modtage eksterne bevillinger. Under de gældende regler er sådanne bevillinger nemlig som hovedregel underskudsgivende, selv hvis bevillingsgiveren hører til dem, der også yder tilskud til administrationen af disse bevillinger. Dette skyldes for det første, at den såkaldte overhead-tildeling på 20 % plus et bygningstaksameter på ca. 12 % er helt utilstrækkelig til at dække de udgifter, der skal betales af universiteterne selv. Selv rimeligt konservative skøn viser, at den samlede overheadprocent burde være ca. 50 %, hvis universiteterne skal få det til at balancere.

Grunden til at universiteterne nu er begyndt at råbe vagt i gevær er, at de eksterne midler ikke længere blot er marginale og begrænsede tilføjelser til universiteternes samlede budget, men at de nu udgør en betydelig del af de samlede midler - og den andel forventes at være stigende i de kommende år. Denne ændring medfører, at universiteterne er tvungne til at få dækket alle de ekstra udgifter i form af bygninger, administration m.v., som en given ekstern bevilling indebærer, og ikke længere kan dække disse ved at beskatte de stadigt mindre faste basisbevillinger.

Et helt tilsvarende ræsonnement kan også gennemføres på uddannelsessiden. Her foretages der stadig en del overvejelser om nye uddannelser, hvor man øjensynlig kun overvejer økonomien ud fra det synspunkt, at alle de faste udgifter dækkes på anden vis. Udgifter til fx lokaler, studieadministration og forskningsbasering medtages ofte slet ikke, og i mange tilfælde er kalkulen så lemfældig, at man nærmest skulle tro, at alle de ekstra studieaktiviteter vil kunne dækkes stort set omkostningsfrit. Det ville jo også være tilfældet, hvis universiteterne havde ledige ressourcer, der stod klar til at blive brugt til den nye studieaktivitet, men det er ikke tilfældet særligt ofte.

Lad os betragte en situation, hvor man påtænker oprettelse af et nyt bachelorstudium på tre år, efterfulgt af et kandidatstudium på to år. Da undervisningen er forskningsbaseret forudsættes det, at studieaktiviteterne på bachelorstudiet (der udgør 180 ECTS) og på  kandidatstudiet (120 ECTS) varetages af adjunkter, lektorer og professorer med forskningsforpligtelse, hvilket medfører, at de gennemsnitligt kan anvende 50 % af deres tid til undervisning. Denne undervisning støttes af øvelsesundervisning ved studenterinstruktorer, og som en tommelfingerregel anvender vi en model, der siger, at den gennemsnitlige årlige udgift pr. VIP udgør 1 mio. DKK, hvoraf halvdelen dækker samtlige undervisningsudgifter for denne VIP. Vi antager endvidere, at de 180 ECTS opnås ved 18 stk. 10-ECTS kurser, og at en VIP kan opfylde 80 % af sin undervisningsforpligtelse ved at varetage undervisningen i to sådanne kurser per år, mens vedkommende opfylder 90 % af sin undervisningsforpligtelse per år ved at varetage to kandidatkurser per år.

Der skal derefter kun en simpel beregning til for at vise, at der skal ansættes mindst 7,4 VIP for at dække undervisningen på bachelorstudiet og 5,2 VIP for at dække undervisningen på kandidatstudiet, og dette uden at der er mulighed for nogen som helst valgfrihed for de studerende. Anvendes STÅ-taksten for de tørre områder på 40.000 DKK, er det således nødvendigt at have mindst 30 studerende per årgang på bachelorstudiet og mindst 34 studerende per årgang på kandidatstudiet, hvis man skal have dækket undervisningsudgiften. Dette kræver ydermere, at alle studerende består. Ud over denne udgift på 6,3 mio. DKK skal universitetet så finde 6,3 mio. DKK til at dække forskningsudgifterne.

En blot nogenlunde rimelig valgfrihed for de studerende mht. fag indebærer, at antallet af lærere stiger fra 12,6 til 17.  Hvis kun 80 % af en årgang består, skal hver kandidatårgang bestå af 70 studerende og hver bachelorårgang af 40 studerende for at det kan løbe rundt. Samtidig vokser kravet til hjemtagelse af forskningsmidler til 8,5 mio. DKK.

Det er klart, at disse udgifter kan nedsættes, hvis der kan ske samlæsning på tværs af studier. Det er ligeså klart, at hvis STÅ-taksterne fra de våde områder anvendes, bliver kravene til antallet af studerende mindre - forudsat at forøgelsen af STÅ-taksten ikke afspejler en reel udgift.

Under alle omstændigheder viser disse beregninger, at en forskningsbaseret universitetsuddannelse ikke kan baseres på en tilgang af nogle få studerende, hvilket givetvis også forklarer, hvorfor der er så lidt økonomi i mange af de undervisningsinitiativer, der iværksættes rundt omkring.

Dette indlæg blev skrevet fredag, 8. februar 2008 kl. 10:45 . Du kan følge kommentarerne til indlægget her på siden, eller via følgende feed RSS 2.0. Du kan også springe ned til slutningen og efterlade en kommentar.